Arne Jacobsen Hus – et levende kulturrum
Arne Jacobsens livsværk
Få steder i verden er så smukt og stærkt forbundet med en enkelt arkitekt og designer, som tilfældet er med Arne Jacobsen i Danmark
Arne Jacobsen (1902-71) har om nogen sat sit aftryk på dansk arkitektur og design. Som en af de førende nordiske fortolkere af funktionalistisk arkitektur og design og med et oeuvre spændende over alle bygningskunstens genrer, landskabs- og havekunst, lamper og møbler var han en hovedfigur i dansk designs guldalder 1940- 60 og blev afgørende for dansk designs verdensberømmelse dengang og nu.
Alle danskere – og turister i Danmark – beriges dagligt, bevidst eller ubevidst, af Arne Jacobsens livsværk. Byer og bygninger i hele landet – nationalbank, rådhuse, skoler, enfamiliehuse, række- og kædehuse – er unikke eksponenter og aktuelle skuepladser for modernismens enkle, funktionelle og stilrene design. Hans møbler og interiør er klassikere med ikonstatus. Vil man se Arne Jacobsens værker i levende live, er det blot at se sig rundt.
Momentum for dansk og international interesse
Danmark er i design- og arkitekturmiljøer allerede anerkendt som en Arne Jacobsen-attraktion i særklasse.
Der synes netop nu at være momentum for en større og bredere gennemslagskraft blandt danskere og udenlandske turister. Arne Jacobsens modernistiske design fanger et halvt århundrede efter hans død stadig tidsånden og præger boliger verden over med møbler, lamper, dørgreb, kander og bestik – også de helt unge hjem.
En stor del af Danmarks turister er kulturturister, konkluderer VisitDenmark i rapporten ’Internationale kulturturister i Danmark (2019):
- 43 % af de udenlandske ferieturister i Danmark er kulturturister.
- 2 mio. kulturturister besøgte Danmark i 2017. Tallet er steget med 400.000 siden 2014 (rapportens seneste tal).
- De udenlandske kulturturister i Danmark er mere aktive under deres ophold end de almindelige udenlandske turister og deltager i gennemsnit i flere aktiviteter på ferien end udenlandske turister generelt.
VisitDenmark definerer kulturturisme som ”en rejseform, hvor kulturoplevelser i bred forstand motiverer mennesker til at rejse til en bestemt destination uden for sit sædvanlige miljø” og kulturturister som ”turister, hvor enten ”kultur & kunst” eller ”historiske oplevelser” har haft afgørende eller høj betydning for, at de har valgt at holde ferie i Danmark”.
Lifeguard towers at Bellevue Beach. Photo: Kim Høltermand
The Bellavista housing block. Photo: Kim Høltermand
Arne Jacobsen Hus – et levende kulturrum
Visionen er at skabe et levende kulturrum for Arne Jacobsens liv og virke.
Et samlingssted i særklasse, hvor man kan se, røre og sanse Arne Jacobsens design og arkitektur og gå på opdagelse. Et hus, hvor man går ind og bevæger sig rundt som i et hjem og mærker personen Arne Jacobsen. Hvor arkitektur, møbler og interiør former sig og ændrer sig med tiden. Hvor det ikke er fastlagt, hvordan tingene står og ser ud. Vægge, møbler, værker og bibliotek skal kunne flyttes rundt og gemmes væk og ændre sig i forhold til, hvad der sker og bliver vist. Et sted, hvor man kan holde workshops og foredrag og tage på ekskursioner fra – gående, cyklende eller i bus. Et rum for at nyde en kop kaffe og måske også erhverve sig nyt design i et stramt kurateret udvalg. Et organisk hus, hvor man går ind og bliver inspireret og klogere på vores fælles kulturarv og identitet. Et sted for indlevelse og historisk dannelse.
Danskere og udenlandske turister kender måske Ægget, Svanen, 7’er-stolen, SAS-hotellet og Nationalbanken. Men kender de også Arne Jacobsens enfamiliehuse, skoler og rådhuse? Ved alle, at han stod bag moderniseringen af vejstrækningen fra Charlottenlund til Klampenborg – Kystvejen. Er det også kendt, at han var en passioneret havedyrker og stor landskabsarkitekt. Kender alle historien om Arne Jacobsens flugt i 1943 over Øresund i en robåd til Sverige sammen med Poul Henningsen, hans organiske og farverige tapetmønstre eller hans svaghed for konditor-linser?
Realisering af projektet
Tanken om et Arne Jacobsen-hus har været under modning i en årrække, men en egentlig realisering af projektet er i sin tidligste fase. Tobias Jacobsen ønsker, at projektet defineres, udvikles og realiseres i nær tilknytning med de givne samarbejdspartnere.
Nuværende overvejelser om projektets realisering er:
Forslag til lokation
Placeringen af Arne Jacobsen-huset kan løses på flere måder. Punkterne herunder er tænkt som overvejelser og skal vurderes og kvalificeres:
Eksisterende rum eller bygning:
Projektet kan realiseres i både stor og lille skala. Fra en selvstændig bygning til et enkelt rum. Mulighederne er mange, og projektet er fleksibelt.
Nyopførsel: Der kan også udpeges et ledigt areal, hvor der opføres en ny bygning efter Arne Jacobsens arkitektur. Denne kan eksempelvis være en skalering af Kubeflex-sommerhuset, som Arne Jacobsen tegnede 1969-70, et år før sin død. Huset kom aldrig i produktion. Originalen blev frem til 2002 benyttet som fritidsbolig af Jacobsen-familien og har siden 2005 været i Trapholts varetægt, hvor det er opført i museets park. Kubeflex består af kubeformede moduler, der kan sammensættes på utallige måder og skifte størrelse efter behov. Huset egner sig dermed til en fleksibel skalering efter et givent formål på en potentiel byggegrund.
Forslag til samarbejdspartnere
Designproducenter: Huset vil i sin natur blive indrettet med og rumme Arne Jacobsens eget design. Producenter af designet vil derfor være naturlige samarbejdspartnere.
Fonde: Adskillige fonde har gennem tiden støttet bygningsværker, udstillinger og øvrige projekter tilknyttet Arne Jacobsens livsværk.
Tobias Jacobsen er bestyrelsesmedlem i en fond, der bl.a. har til formål at støtte videnskab og kunst, herunder specielt arkitektur, og vis økonomiske grundlag sikres af royalties fra salget af Arne Jacobsens design. Fonden har bl.a. doneret betydelige beløb til Arne Jacobsens Bellevue Teater, St. Catherine’s College i Oxford og Texaco-tankstationen på Kystvejen. Etablering, vedligeholdelse og drift af et Arne Jacobsen-hus skal blandt andet sikres gennem støtte fra fonde.
Tobias Jacobsen mDD
Visionen for Arne Jacobsen-huset har sit ophav hos den danske designer Tobias Jacobsen (1965). Han er udlært guldsmed og har studeret på The School of Design in Pforzheim, er uddannet møbel- og industriel designer fra Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering) og tegner produkter, møbler og arkitektur for en lang række danske og udenlandske producenter.
Som barnebarn af den verdensberømte arkitekt og designer Arne Jacobsen voksede Tobias Jacobsen op omgivet af farfarens design og arkitektur. Fra barnsben fik han vakt fornemmelsen for rum, form og funktion, og i dag varetager og bevarer Tobias Jacobsen ved siden af sit eget designarbejde originaliteten af Arne Jacobsens værk i samarbejde med Arne Jacobsen Design I/S.
Tobias Jacobsen er bestyrelsesmedlem i en fond, der bl.a. har til formål at støtte videnskab og kunst, herunder specielt arkitektur, og vis økonomiske grundlag sikres af royalties fra salget af Arne Jacobsens design.
Kontaktinfo
Tobias Jacobsen mDD
Enghavevej 40, 3. th
1674 København V
+45 4083 6323
mail@tobiasjacobsen.dk
House of Tobias Jacobsen
Med åbningen af House of Tobias Jacobsen i Osaka i 2016 tog Tobias Jacobsen initiativ til et mødested for japansk og dansk design og realiserede det med japanske samarbejdspartnere. Kulturhuset præsenterer Arne og Tobias Jacobsens design i samhørighed med den japanske æstetik og minimalisme og sætter en autentisk og dynamisk ramme for workshops, foredrag og events om design, kunst og arkitektur på tværs af de to kulturer. Et levende sted for tilegnelse af design og viden.
Se mere på www.tobiasjacobsen.dk/house-of-tobias-jacobsen
Erfaringerne herfra indgår i idégrundlaget for visionen om et Arne Jacobsen-hus.
